
Trivselsmåling på arbejdspladsen: Derfor sker der sjældent noget bagefter
Resultaterne er kommet. Ledelsen ser en tendens, der går den rigtige vej. Medarbejderne ser deres egne svar stå sort på hvidt og tænker: Endelig. Nu må de kunne se det.
Så bliver der lavet en handlingsplan. Og et år senere kommer den næste mail med emnet “trivselsmåling”.
Det korte svar: En trivselsmåling på arbejdspladsen er et øjebliksbillede af, hvordan medarbejderne oplever deres arbejde. Der er ikke noget galt med målingen. Men den skaber ikke forandring i sig selv. Det gør det, der sker før, imellem og efter målingerne. Og det er dér, de fleste arbejdspladser går i stå.
Hvad måler en trivselsmåling?
De fleste trivselsmålinger spørger til de samme fem områder:
- Krav og arbejdsbyrde: Er mængden af opgaver og tid i balance?
- Indflydelse: Har medarbejderne indflydelse på egne opgaver og beslutninger? Det er her, man oplever, at man skaber værdi.
- Ledelse og anerkendelse: Oplever man en retfærdig ledelse, der støtter fagligt, værdsætter indsatsen og har modet til at tage fat i det svære?
- Fællesskab og mening: Er der tillid og samarbejde i teamet? Giver opgaverne mening i en større sammenhæng?
- Krænkelser og mobning: Er der adfærd, som man på arbejdspladsen har sagt klart fra over for?
Læg mærke til, at alle fem handler om en oplevelse. Målingen viser, hvordan folk oplever deres hverdag. Det er netop derfor, den er værdifuld. Og det er også derfor, den ikke kan stå alene.
Trivselsmålingen er frivillig i private virksomheder. Det er APV’en, der er lovpligtig. Den skal dække både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø og revideres mindst hvert tredje år.
Hvorfor sker der så ofte ingenting bagefter?
Selv KL, der anbefaler trivselsmålinger, skriver det ligeud: En trivselsmåling skaber ikke i sig selv forandring. Det gør dialogen og handlingen bagefter.
Så hvorfor udebliver den? Når jeg sidder med ledere og teams, møder jeg igen og igen det samme forløb.
Når tallene er gode, er alt fint. Ledelsen kan pege på en positiv tendens, og man aftaler at støtte hinanden endnu mere.
Når tallene ikke er gode, sker der noget andet. Så begynder forsvaret. Vi forklarer: Det var en travl periode. Vi retfærdiggør: Det er jo kun et øjebliksbillede. Vi sammenligner: Vi ligger stadig bedre end gennemsnittet. Eller vi leder efter, hvem det handler om.
Det er ikke dårlig vilje. Det er en menneskelig reaktion. De fleste af os har oplevet at blive gjort forkert eller få en etiket på. Ingen har lyst til at blive defineret, slet ikke når noget ikke er godt. Så vi går lynhurtigt i forsvar, fordi vi har gjort det før.
Men i det øjeblik, vi forsvarer og forklarer, står vi stille. Vi bliver klogere på situationen, men vi låser os fast i den.
Det samme sker hos medarbejderne. Har man før oplevet, at ærlighed blev brugt imod én, svarer man forsigtigt. Og ser man år efter år, at målingen ikke fører til noget, holder man op med at svare ærligt. Forskningen bekræfter mønstret: Medarbejdere holder oftest ting for sig selv af frygt for at blive set negativt på og fordi de oplever, at det alligevel ikke nytter (Milliken, Morrison & Hewlin 2003). Og hvordan de oplever arbejdspladsen, hænger tæt sammen med, om de ser, at der bliver handlet på undersøgelserne (Church m.fl. 2012).
Resultatet er et paradoks, mange ledere kender: Målingen siger, at folk har det godt, men stressen og sygefraværet er højt. Så er der noget, målingen ikke fanger. Og det er værd at tale om.
Friktionen sidder i øjeblikket, ikke i rapporten
Målingen viser temperaturen på noget, der har stået på længe. Men temperaturen bliver skabt i øjeblikket: i mødet, ved frokostbordet og i den replik, der bliver hængende.
Teamet, hvor ingen kiggede op. En leder ringede, fordi en konflikt var ved at eksplodere mellem hænderne på ham. Ved morgenmaden kiggede alle ned i bordet. Den, der så op først, havde tabt. Tonen var så hård, at det næste argument lige så godt kunne have været en svensk nøgle.
Vi tog ikke fat i konflikten først. Vi aftalte rammen: Hvordan vil vi tale med hinanden? Hvad vil vi være kendt for? Da det lå på bordet, begyndte de at tale sammen. Fordi det ikke handlede om at pege fingre, kom der mere frem. En af medarbejderne sagde det bedst:
Hvis vi havde vidst det her i forvejen, var vi ikke endt her.
Lederen, der troede, det handlede om ham. En dårlig trivselsmåling fik en leder til at tro, at medarbejderne ikke kunne lide ham. Det handlede om information og kommunikation i hverdagen. Målingen var bare den eneste kanal, de havde. Da de fik valget, ville de hellere tale om, hvordan de skabte en god afdeling, end om målingen. Da rammen var på plads, gik vi tilbage til problemerne. De fleste opstod ikke længere.
I begge tilfælde ville folk det samme: have det godt sammen og lykkes med arbejdet. Det vil de altid. Problemet var tomrummet. Når der ikke er plads til det svære, bliver det usagt. Og det usagte binder energien.
De nye spørgsmål efter trivselsmålingen
Når målingen ikke er blevet til noget, er det ikke en ny handlingsplan, der mangler. Det er nye spørgsmål:
- Hvorfor blev det ikke til noget sidst?
- Hvorfor handlede vi ikke på det før?
- Hvad kunne vi have gjort anderledes?
- Hvordan skaber vi et rum, hvor det svære kan blive sagt?
Og på teammødet:
- Start med rammen, ikke med problemet. Hvordan vil vi tale med hinanden, når noget er svært?
- Spørg til, hvad der sker, ikke til hvem. Hvad bliver sagt igen og igen? Hvad bliver ikke sagt?
- Lad teamet selv sætte ord på tilstanden. Er vi samlet, forstyrret eller fragmenteret lige nu? Når folk selv vælger ordet, er det ikke en dom. Så er det et udgangspunkt.
- Slut med ét skridt. Hvad er det mest naturlige næste skridt, og hvem tager det i dag?
Før, imellem og efter målingen
En trivselsmåling er et øjebliksbillede. Det, der afgør, om den bliver til noget, er det, der sker imellem målingerne. Det samme mønster ses, når teamudvikling ikke holder efter workshoppen.
Derfor er skiftet ikke at måle oftere eller bedre. Det er at træne både ledere og medarbejdere i at tage det svære, når det opstår: at sige det, man ser, mens det stadig kan bruges, og at tage imod det uden at gå i forsvar. Ikke kun efter målingen, men hele tiden.
Så næste gang du kan mærke, at noget sker i et møde, så spørg: Skal vi tage det nu, eller senere i dag?
Det, I tager i øjeblikket, skal I ikke betale for bagefter. Det bliver jeres gevinst. Og næste trivselsmåling bliver ikke en bekræftelse af noget, alle allerede vidste. Den bliver en bekræftelse af, at I har gjort noget ved det.
Ofte stillede spørgsmål
Er det lovpligtigt at lave en trivselsmåling?
Nej, ikke i private virksomheder. APV’en er lovpligtig og skal dække det psykiske arbejdsmiljø. I kommunerne er der en aftale om at måle trivslen mindst hvert tredje år.
Hvor ofte bør man lave en trivselsmåling?
De fleste måler én gang om året, nogle supplerer med korte pulsmålinger. Hyppigheden er dog sjældent det afgørende. Det er, hvad der sker imellem.
Robert Rolfsted er facilitator og stifter af Enzymerne. Han træner ledere og teams i at håndtere friktion i hverdagen, så de selv kan tage det svære, når det opstår.
Kilder
- Vejledning til aftale om trivsel
- Azets: Lovpligtig APV – krav og ansvar
- Church, A. H. m.fl. (2012). Without Effort there can be no Change. Research in Organizational Change and Development, 20
- Milliken, F. J., Morrison, E. W. & Hewlin, P. F. (2003). An Exploratory Study of Employee Silence. Journal of Management Studies, 40(6), 1453–1476

