Energien lyver aldrig
Energien lyver aldrig
– den mest ærlige indikator for, om mennesker og organisationer faktisk fungerer
Du har siddet i det møde.
Det møde, hvor dagsordenen er klar, præsentationen er klar, og alle siger de rigtige ting.
Og alligevel mærker du det.
Noget er galt.
Ingen siger det højt.
Måske heller ikke dig.
Mødet slutter.
Der bliver skrevet referat.
Der bliver lavet en plan.
Og alle går videre, som om det vigtigste i rummet aldrig fandt sted.
Det er ikke ond vilje.
Det er ikke inkompetence.
Det er menneskeligt.
Vi vælger ofte det bekvemme over det sande.
Ikke fordi vi vil lyve.
Men fordi sandheden forpligter.
Og det er præcis dér, energien bliver interessant.
For de fleste organisationer ved faktisk godt, når noget er skævt.
Ikke nødvendigvis som analyse.
Ikke nødvendigvis som strategi.
Men i kroppen.
- I den lette anspændthed, når en bestemt person træder ind i rummet.
- I det sekunds tøven, inden nogen svarer.
- I den samtale, der igen bliver udskudt.
- I den stemning, ingen helt kan forklare, men alle godt kan mærke.
Det er her, artiklerne i denne serie hænger sammen.
- Vi begyndte med bevidsthed, fordi vi først må opdage det, der styrer os.
- Så gik vi ind i samtalen, fordi det er dér, kulturen fødes.
- Derefter skiftet fra pres til puls, fordi energi enten kan binde eller bære os.
- Og så relationerne, fordi mennesker ikke udvikler sig alene, men i fællesskaber, der kan regulere og løfte hinanden.
Denne artikel samler det hele i én sætning:
Energien lyver aldrig.
Den afslører, når noget fungerer.
Og den afslører, når noget kun ser ud som om det gør.
Det er derfor, en leder kan sige:
“Min dør står altid åben”
og stadig efterlade et rum, hvor ingen reelt har lyst til at gå ind.
Det er derfor, en organisation kan tale om åbenhed og samtidig skabe tavshed.
Det er derfor, et team kan kalde sig tæt og alligevel undgå det, der er svært.
Det er ikke altid bevidst, men det er nemt … og vi mennesker mærker det.
Medarbejdere ved ofte godt, hvornår ledelsen mener det, den siger.
Og de ved, hvornår ledelsen prøver at ligne nogen, der mener det.
De to ting kan ligne hinanden udefra.
Men de mærkes vidt forskelligt.
Og de skaber vidt forskellige resultater.
Ikke nødvendigvis som et stort sammenbrud.
Men som en langsom bevægelse, hvor energien begynder at trække sig.
Folk investerer lidt mindre.
Engagerer sig lidt mindre.
Tør lidt mindre.
Og pludselig sidder man og taler om, at man mangler innovation. Mangler handlekraft. Mangler de mennesker, man ikke helt forstår, man ikke kan holde på.
Det ligner mange forskellige problemer, men ofte peger de mod den samme kerne:
Et energiproblem.
Og energiproblemer løses ikke først og fremmest med flere ord, flere modeller eller flere initiativer.
De løses med ærlighed.
- Ærlighed om, hvad der faktisk sker i rummet.
- Ærlighed om, hvad adfærd signalerer.
- Ærlighed om, at den kultur, vi taler om, ikke altid er den kultur, vi skaber.
Det kræver mod.
Ikke mod til at være perfekt.
Men mod til at være ærlig nok til at spørge:
Hvad mærker folk egentlig her?
Ikke bare hvad de svarer i trivselsmålingen.
Ikke bare hvad der står i referatet.
Men hvad de mærker.
Det spørgsmål er vigtigt, fordi det flytter noget.
For i det øjeblik, vi tør se på energien, handler det ikke længere om, om vi er gode eller dårlige.
Det handler ikke om at placere skyld eller ansvar.
Det handler om noget mere brugbart:
Vil vi gøre det bedre?
Det er her lyset kommer ind.
For når energien bliver synlig, er den ikke længere bare en diagnose. Den er en mulighed for at begynde et andet sted.
Det er derfor, energien i virkeligheden er godt nyt.
For den viser os ikke bare, hvad der er galt.
Den viser os også, hvor skiftet må begynde.
Ikke i en ny strategi.
Ikke i endnu et værdiprojekt.
Men i den måde vi møder hinanden på.
I den måde vi taler sammen på.
I den måde vi tager ansvar for det, vi selv bringer ind i rummet.
Energien fortæller os præcis, hvor vi er.
Ikke hvor vi gerne vil være.
Ikke hvad der står i strategien.
Ikke hvad vi siger om os selv.
Men hvor vi faktisk er.
Og det er måske den mest ærlige indikator, vi har.
For man kan ikke gøre noget bedre, man ikke vil se.
Og man kan ikke skabe puls i noget, man bliver ved med at kalde normalt, selv om det tydeligvis er pres.
Så ja:
Energien lyver aldrig.
Og måske er det i virkeligheden ikke det farligste – Måske er det det mest effektive.
For i det øjeblik vi tør se den, som den er, begynder vi også at kunne skabe noget andet.
Enten regulerer vi energien, eller også regulerer energien os.
Kilde- og inspirationsliste
Amy Edmondson – Psychological Safety (psykologisk tryghed, læring og mod i organisationer). Stephen Porges – Polyvagal Theory (nervesystem, oplevet sikkerhed og social regulering). Daniel Kahneman – Bias, tænkning og mentale genveje under pres. Self-Determination Theory (Deci & Ryan) – autonomi, motivation og menneskelig drivkraft. Stress- og kognitionsforskning (bl.a. Shields m.fl.) – hvordan pres påvirker beslutningskvalitet, fleksibilitet og eksekutive funktioner. Chris Argyris & Donald Schön – defensive rutiner og organisatorisk læring. Amy Cuddy, Susan David og moderne emotions- og adfærdsforskning – sammenhængen mellem tilstand, adfærd og relationel effekt. Gallup og moderne organisationspsykologi – engagement, energi, relationer og bæredygtig performance.
